|
Hegnstrups historie
Gården
er oprindelig et typisk husmandsbrug anlagt i 1860-erne. Firlænget med
bindingsværk og stråtag. I 1959 købes gården af Allans forældre, der
kom fra nabogården Lindholm. Der blev produceret løg og korn på
markerne. Løgene blev anvendt til ristede løg produceret i en af
længerne, og de solgtes til slagtere og pølsemænd i København og
omegn. Uheldigvis brændte de tre udlænger i juni 61, antændt af
udflydende olie fra opvarmningen af friturekogerne. Af den grund har
de tre nyopførte udlænger et noget anderledes udseende i dag end
hovedhuset.
1. marts
1976 flyttede Allan og nogle kammerater ind i de på det tidspunkt nu
tomme længer. Her grundlagdes et jordbrugskollektiv, der udfyldte de
tomme længer og startede en omlægning af jorden til økologisk drift.
Forældrene beboede fortsat i hovedhuset og nød deres otium frem til
deres død i henholdsvis 1984 og 92. |
 |
Den
økologiske pionertid var vellykket, markerne frodige og et alsidigt
dyrehold voksede frem. En lade med stald og opbevaringsmuligheder samt
et stort drivhus blev bygget omkring 1980. Kollektivet voksede
tilsvarende med kærester og børn. Flere arbejdede uden for stedet, men
landbrugs/gartneridriften omfattede ud over Allan som regel også en
eller flere af stedets beboere og allerede fra starten i reglen 2
praktikanter ofte fra udlandet. Da den økologiske landbrugsskole
startede i 1981 herefter som oftest elever i årspraktik.
I 1980
indledtes et produktions-, arbejds- og salgssamarbejde med et andet
landbrugskollektiv Kana. Her blev samarbejdet om dyrkning og salg af
en stor variation af økologiske grøntsager. Samarbejdet blev udvidet
med Mørdrupgård i 1983, hvorved der bl.a. også kom melprodukter med i
sortimentet. Nu blev der kørt økologiske varer ud til private,
helsekostbutikker, kollektiver og restaurenter i det meste af
København og Nordsjælland. Hegnstrup blev i den tid (1984) også
udvidet ved opkøb af en naboejendom Lille Edelgave og økojorden
fordobledes til ca. 18 ha. Privatboligen på gården måtte udvides i
1987 for at rumme den hastigt voksende beboergruppe
Omkring
1990 måtte samarbejdet mellem gårdene desværre ophøre pga. misvækst,
overindvestering og ophør på Kana. En del af kundegrundlaget var også
forsvundet, da økovarer nu var ved at optræde mere hyppigt i flere
supermarkededskæder.
Hegnstrup gik nu egne veje og indledte et torvesalg på Helsingør torv
med privatsalg til en meget trofast kundeskare, som voksede støt frem
gennem 90´erne. I overgangen til torvesalget forsøgtes også éngros
salg til FDB og Irma, dog uden videre succes, især pga. af kravet
herfra om store partier og ensartethed. Driften af gårdens jorde
forfinedes i stedet, med bedre sædskifter og endnu større
afgrødevariation. Naturen er også plejet og udvidet og fremstår med
mange småbiotoper græssede enge og et rigt dyreliv. I alle årene har
der været et vist og stigende hjemmesalg, og da torvesalget lukkede
til julen 2003, ikke mindst pga. af Allans dårlige ryg, er mængden af
arbejdskrævende grøntsager reduceret væsentligt og hjemmesalget opprioteret.
I midten
af 90´erne opløstes kollektivet som det også er set mange andre steder
og 2 familier fraflyttede. I stedet ejer Allan og Ida nu gården og et
velfungerende bofællesskab er vokset frem på Hegnstrup, hvor der i dag
bor ca. 14 børn og voksne. Mange beboere og elever, som i tidens løb
har været i praktik på gården er blevet boende og adskillige har med
held opkøbt og/eller bebor naboejendomme (nu 4) På kryds og tværs har
alle glæde af hinanden ikke mindst med landbruget og de fælles
dyrknings- og naturarealer som omdrejningspunkt.